Om UKK
Vi ønsker en bred og levende kultur i Danmark, med plads til mange stemmer og udtryk. Derfor stiftede vi i 2002 en forening der skal fremme den unge, eksperimenterende og ikke nødvendigvis etablerede samtidskunst.

UKK ønsker at medvirke til at skabe bedre vilkår for kunstnerisk praksis, for den kritiske kontekstualisering af samtidskunsten samt skabe grobund for en større dynamik og bredde når der diskuteres samtidskunst. Foreningen repræsenterer derfor to faggrupper: unge kunstnere og unge kunstformidlere. Det er den første (og endnu eneste) organisation i landet som seriøst retter et samlet perspektiv på samtidskunsten, og de forhold man uafhængigt af traditionelle, faglige grænser arbejder under. UKK ønsker ikke at promovere et bestemt kunstsyn, men arbejder for mangfoldighed. Foreningen fokuserer på arbejdsvilkårene for det unge, eksperimenterende og ikke nødvendigvis etablerede, dvs. på perioden efter endt uddannelse og de følgende år, hvor man som kunstner og kunstformidler søger at etablere sig og præge sin samtid med nye idéer. Begrebet ’eksperimenterende’ forstår vi bredt som inkluderende tværfaglige praksisser og samtidskunstbegrebets pluralitet, mens vi med ’ung’ henviser til den faglige alder afgrænset som de første 15 år efter endt uddannelse eller optagelse i foreningen.

UKK er en uafhængig, faglig forening, som har til formål at skabe bedre forhold for samtidskunsten og dens udøvere. UKK opstod i kølvandet på en række aktioner, der i foråret 2002 opstod som en reaktion mod Kulturministeriets nedskæringer, der i særlig grad ramte den unge kunstscene. Dette var især bortfaldet af de 2-årige igangsætningsstipendiater, lukningen af Udviklingsfonden og Center for Dansk Billedkunst. Det stod dengang klart at ingen talte på denne gruppes vegne, hvorfor en ny organisering var nødvendig. I dag ligger den store udfordring i til stadighed at sikre armslængdeprincippet mod centralisering og politisk kontrol samt bibeholde en kritisk diskussion om arbejdsvilkår for unge kunstarbejdere, ikke mindst i lys af oplevelsesøkonomiens logikker og virkemåder.

Generelt er bredden i samtidskunsten til stadighed underprioriteret, og en vedvarende utilfredshed med de forhold, som dette område mødes med på kulturinstitutioner, i kunstfaglige organisationer, i medierne og i det politiske system illustrerer behovet for en forening som UKK.

Nyheder

Skrevet Onsdag 27 marts
UKK generalforsamling, 30. april 2013 kl 18.00
Overgaden, Institut for Samtidskunst
Overgaden Neden Vandet 17, 1414 København K
 

Dagsordenen for generalforsamlingen er:

1)     Valg af dirigent
2)     Valg af referent og justeringsperson
3)     Bestyrelsens årsberetning
4)     Fagudvalgenes årsberetning.
5)     Det reviderede regnskab forelægges til godkendelse
6)     Indkomne forslag – se bilag
7)     Fastsættelse af kontingent
8)     Valg af bestyrelse og bestyrelsessuppleanter
Skrevet Fredag 15 marts
Velkommen til UKK infomøde og bestyrelsesmøde i Århus d. 20. marts 2013.

UKK, Unge Kunstnere og Kunstformidlere, vil på onsdag d. 20. marts være i Århus for at informere om vores arbejde og for at afholde denne månedsbestyrelsesmøde - alle er velkomne til begge dele, eksisterende medlemmer som interesserede kunstnere og kunstformidlere.
Kom og få indsigt i foreningens arbejde, hør om muligheden for at blive medlem i UKK og om hvordan du kan tage aktivt del i at forbedre unge kunstnere og kunstformidleres arbejdsforhold og repræsentation i DK!